Kostpolitik


På Haslev Privatskole, har vi valgt at give børnene en mulighed for at få sund mad til frokost, og for SFO-børnene også sund eftermiddagsmad.
 
Vi tror på, at vi ved at give børnene sunde spisevaner, kan forebygge rigtig mange livstilssygdomme senere i livet. Og det er lettere at få gode vaner fra starten end at skulle af med de dårlige vaner som ældre.
For os at se handler udtrykket ”sund mad” ikke kun om at få flere grøntsager og mindre slik.
Det handler i mindst lige så høj grad om, at børnene helt fra børnehavealderen oplever det at spise sundt som en naturlig del af en god dag. At de ved at vælge sunde madvarer gør noget godt for dem selv. Ikke noget med løftede pegefingre og triste slankekure her. Nej det skal være ”in” at vælge det sunde. De gode ting skal bare smage bedst og være mest tillokkende.
 Som en af børnehaveklasselærerne udtrykte det: ”Det hjemmelavede rugbrød med de mange kerner farer lige op i matematikhjernen”.Det gjorde så stort et indtryk på de mindste børn, så netop dette rugbrød i dag er mere populært end det almindelige rugbrød uden kerner.
 
Vores frokostbord er bygget op efter  følgende grundprincipper:
Maden skal bestå af masser af grøntsager. Vi kommer grøntsager i alle kød- og fiskeretter, i salater, i brødet og ikke mindst i vores hjemmelavede supper, som børnene elsker. Vi forsøger at variere udbuddet af grøntsager efter årstiden og vi handler gerne grønsager direkte fra marken. Vi dyrker også vores egne krydderurter, som bruges flittigt.
Der skal være meget af det gode fedt i maden. Vi bruger rigtig mange kerner og nødder, gode koldpressede olier   samt fed fisk som laks og sild.
Der spares på de hurtige kulhydrater, som sukkerprodukter, hvid pasta, ris og raffineret hvedemel. Vi bruger derimod meget groft mel, vilde ris, perlebyg- og rug, havregryn samt diverse kerner i både brød, salater og supper.
Vi bruger kun magert kød , både til det hjemmelavede pålæg og i de varme retter.
Vi supplerer grøntsagerne med frisk frugt i salaterne.
Årstidens udbud af friske varer præsenteres for børnene i et bredt udbud af retter. Alt præsenteres selvfølgelig så farverigt og indbydende som muligt.
Så meget som muligt laves fra bunden, så maden igennem tilberedningen bliver mere smagfuld. På denne måde   undgår vi også mange tilsætnings- og farvestoffer.
Hvis vi bager kage, er der kage til alle børn.
 
Den daglige buffet rummer salatbar, hvor børnene selv kan sammensætte deres salat, diverse blandede salater, hjemmebagt rugbrød og grovbrød, et varieret pålægsbord, der altid indeholder nogle af børnenes favoritter og samtidig er anrettet så børnene stimuleres til at tage grønt på deres pålæg, og endelig en lun ret.
 
Der må ikke medbringes eller nydes hverken slik, chips eller sodavand på nogen klassetrin, og istedet for kagedag i klasserne har vi valgt at have hyggedag med f.eks. frugt og groft bagværk.
 
Efterhånden er der på markedet en sand skov af mere eller mindre lødige snack og frikvarters-produkter, der ved nærlæsning af varedeklarationen viser et meget højt indhold af sukker.
Vi synes egentlig ikke, at det er vores opgave som skole at fortælle eller beslutte, hvad I må give jeres børn med i skole. I stedet henviser vi til, at al forskning viser, at høj sukkerindtagelse har en meget negativ effekt på indlæring, og vi opfordrer jer derfor til at være opmærksomme herpå, når I vælger lidt lækkert til pauserne.