Velkommen til Køkkenkrummen

I Køkkenkrummen kan man læse forskellige kommentarer og input til begrebet " Sund mad".
Jeg vil tage udgangspunkt i den mad, vi serverer her på skolen. Det kan også være en kommentar til et aktuelt emne, eller det kunne være et svar på et spørgsmål til frokostbordet.
 
Min grundholdning til det at leve og spise sundt handler ikke om løftede pegefingre, forbud og triste slankekure. Jeg tror på, at det handler om at få en naturlig glæde ved de gode sunde råvarer. Vi skal føle, at når vi spiser noget sundt, så gør vi noget godt for os selv, vi forkæler os selv.

Jeg har tidligere nævnt Nikolaj Kirk. Han har en umiddelbar, smittende næsten barnlig glæde ved sunde råvarer som grønsager, kerner, fisk o.s.v. Ingen kan se så forelsket på en stok grønkål som Nikolaj kirk. Det er den glæde, jeg gerne vil give videre til børnene. De skal glæde sig til at få noget sund mad til frokost.
         Maden skal være varieret, den skal være velsmagende, og så skal den være indbydende og farverig at se på. Jeg går også meget op i, at man kan følge årstiderne på frokostbordet, så børnene får en fornemmelse af, hvilke råvarer, der er bedst på de skiftende årstider.

Venlig hilsen køkkenleder Annie Olsen.

Buffet i børnehøjde

For mange år siden, boede jeg i Skotland, og her startede min søn i 1. klasse 4½ år gammel. Han havde 7 timer om dagen, de var 8 forskellige nationaliteter, og han var ikke helt sikker i det engelske sprog. Vi var som forældre noget spændte på, hvordan det skulle gå, men da vi efter en måneds tid spurgte, hvordan det gik, var det noget overraskende svar: 
                     " Alt det med skolefagene og sproget, det går fint, men frokosten er det værste, for der er så meget at vælge imellem, og bakken er bare så tung."
Denne tankevækkende episode kom jeg til at tænke på i sidste uge, da vi startede projekt " Buffet i børnehøjde". Det var rigtig sundt for os voksne at gå lidt ned i knæ og se, hvad det var, der mødte de mindste børn, når de kom ind i kantinen. 
En masse valgmuligheder, nogle store og måske lidt for høje borde med en masse anderledes mad på samt nogle skilte, som de af gode grunde endnu ikke kan læse. Vi har reageret på det, ændret nogle ting og været på besøg i førskolen og talt med børnene. Vi synes allerede, at vi kan mærke en positiv respons både fra børn og forældre. Det er rigtig dejligt.  
Ja man skal helst møde folk i øjenhøjde, også selv om man måske skal lidt ned i knæ.

Rigtig god dag til alle

Køkkenleder
Annie Olsen